Af COBE Architects
Behovet for nytænkning og visionen om at skabe et særligt kendetegn med belægningen i et nyt københavnsk bykvarter, har ført til en nyskabelse inden for beton-belægning, nemlig Bella Fin flisen, som er skabt særligt til den nye bydel.
Arkitektfirmaet COBEs ønske om at skabe en belægning med mere liv, struktur og stoflighed end en normal betonflise, har i et samarbejde med IBF, ført til udviklingen af den såkaldte ”Bella Fin flise”.
Navnet siger mere, end man lige kunne forestille sig.
COBE står bag masterplanen for området omkring Bella Center Copenhagen og Bella Sky, og Bellakvarter, der er et nyt københavnsk bykvarter, som vokser frem rundt om Bella Center Copenhagen. Inden for få år vil kvarteret være fuldt udbygget med rækkehuse, boligkarréer, butikker, cafeer, byrum og grønne parker. Derfor var det oplagt at designe en unik flise til det nye område.
14.000 kvm belægning
Bellakvarter ligger i smørhullet mellem København City, den vilde natur ved Amager Fælled og Lufthavnen – tæt på metro, skole, daginstitutioner og indkøbsmuligheder.
Landskabsarkitekterne hos COBE, Peter Laust Røhr Hønnicke og Matilda Andersson, og IBFs salgskonsulent på Sjælland, Frank Andresen, drøftede den nye kommende belægning til veje, stier og pladser i kvarteret, og efter at de første idéer om en kostet flise kom på bordet, udviklede de det, der skulle blive Bella Fin flisen.
Bellakvarter er et stort område. Der er behov for 14.000 kvm belægning.
Vi ønskede et andet udtryk og lidt mere end en traditionel grå betonflise, til et bykvarter der skal være toneangivende og karakterskabende for den bydel, fortæller Peter Hønnicke.
Beton skulle være den grundlæggende belægningsoverflade, men vi havde en ambition om at skabe en særlig arkitektonisk egenart og at udvikle en ny overflade, der kunne skabe mere variation i samspil med vejrets skift. Flisen skifter derfor udtryk med solens indvirkning, i regnog tørvejr. På sigt er det tanken, at den patinerer på sin særlige måde.
Men hvordan finder man en løsning til 14.000 kvm belægning, der kan leve op til de kriterier?

Kostet beton
Kostede betonoverflader er oppe i tiden, da den har en let riflet og åben overflade, der giver liv til belægningen. Teknikken er oftest, at man på stedet, støber betonen og bearbejder overfladen manuelt, så den får en overflade med relief og liv i, samtidig er den mere skridsikker end
en normal beton flise, fortæller landskabsarkitekten. Men at arbejde med 14.000 kvm stor belægning, der skal støbes manuelt på stedet, er en kostbar og vejrafhængig opgave. Derfor gik betonvareproducent og arkitekter i gang med en dialog om, hvordan opgaven kunne løses.
IBF har taget udgangspunkt i en eksisterende flise; Havneholmflisen, som COBE gerne ville redesigne og give en finere kostet overflade. Der er herefter udført tekniske 3D-scanninger af fliseprøver med en manuelt kostet overflade. Disse scanninger er overført til en trykform i stål,
som IBF har kunnet bruge i en maskinel produktion til de mange nye flisearealer.
Resultatet er blevet unikt. Vi har fået et fliseprodukt, som på én gang er ensartet, fordi fliserne produceres maskinelt, men det ser man ikke, da der er en variation i overfladen. Hver enkelt flise er så forskellig, pga. spillet i belægningen – og det var lige netop dét, vi ønskede. Selv om de er maskinstøbte, fremstår den som en lille smule unik, siger Peter Hønnicke.
Flere områder af Bellakvarter er allerede taget i brug, og belægningen med de nyfortolkede kostede fliser kan ses flere steder.
Bella-flisen skaber opmærksomhed
Vi kommer til at arbejde mere med den specielle maskinelle kostede overflade, fordi den har været en mangelvare og kan bruges i mange forskellige projekter. Peter Hønnicke understreger, at netop dialogen med bygherre og leverandører om at designe, udvikle, prøve grænser af,
og afprøve nye teknikker og materiale er et varemærke for COBE.
Det gælder både udendørs og indendørs i byggeprojekter. Vi arbejder med alt fra byrum og bygninger, til store masterplaner og helt ned til enkelte gårdrum og små pladser. Ambitionsniveauet er højt, siger Peter Hønnicke.
COBE har eksisteret i 11 år og har markeret sig som et progressivt, nutidigt arkitektfirma, der fokuserer på design og arkitektur af høj klasse. COBE har bl.a. stået for masterplanen ved Nordhavn, der er omdannet til bæredygtigt bykvarter i København. Firmaet har også skabt spændende æstetiske løsninger for kulturhuse og bygninger med offentlig adgang.
Se filmen – og få et fint kig ud over Bellakvarteret.

